Flere internationale organisationer med tilknytning til FN har i længere tid været nødt til at lyve på vegne af Hamas-styret for at kunne være tilstede i Gaza. Skandinaviske diplomater har også bidraget.
FN’s ukendte situation i Gaza
Flere internationale organisationer med tilknytning til FN har i længere tid været nødt til at lyve på vegne af Hamas-styret for at kunne være tilstede i Gaza. Skandinaviske diplomater har også bidraget.
Roger Hercz
JERUSALEM – Siden FN blev oprettet i 1945, har tillid været en af organisationens grundpiller. FN repræsenterede en fælles global retfærdighed, og netop tilliden til organisationen blev afgørende.
Men sådan er det ikke på nogen måde i Gaza. Hamas har i en årrække sat FN-repræsentanter under pres, med hensyn til hvad der kan og ikke kan siges, og verdensorganisationen har ladet sig kue. Det er en høj pris, FN kan komme til at betale i form af tillidstab.
Siden den 7. oktober sidste år, hvor Hamas gennemførte en massakre i Israel, har Gaza været centrum for verdens opmærksomhed, men FNs tendens til at lyve eller dække over sandheden efter pres fra Hamas har fundet sted i en årrække.
Man ser det i store og små eksempler. I den krig, som udspiller sig nu, begyndte det allerede kort efter, at fjendtlighederne tog fat. Brændstof er som bekendt afgørende for nødhjælpsarbejdet i en krigszone, og den 13. oktober stjal bevæbnede Hamas-aktivister en sending på 24.000 liter benzin, der tilhørte UNRWA, FN-organisationen med ansvar for palæstinensiske flygtninge.
FN-organisationen anmeldte i første omgang tyveriet, og i nogle timer blev det også anmeldt på UNRWAs Twitter-konto. Men så blev FN-organisationen i bedste mafiastil tvunget til at benægte sandheden, fjerne meddelelsen om tyveriet og lade, som om intet var hændt.
KONSEKVENSER
Det er blot et af flere eksempler. Problemet er, at når FN er med til at skjule sandheden, er verdensorganisationen i sidste ende med til at fordreje billedet af virkeligheden. På den måde tærer FN på en af sine vigtigste ressourcer: tillid. Kan man eller kan man ikke kunne stole på, hvad FN siger?
Når en beskrivelse af virkeligheden, som Hamas ikke ønsker, bliver fortrængt, stikker det dybt. Og det er langt mere omfattende, end mange forestiller sig. Der har aldrig eksisteret ytringsfrihed under Hamas-regimet, som har styret Gaza siden 2007. Det gælder også pressen. Journalister baseret i Gaza kan for eksempel ikke rapportere, at Hamas affyrer raketter fra hospitaler, uden at de risikerer at blive smidt i fængsel.
Men selv internationale organisationer, der burde repræsentere verdenssamfundet, har vidst, hvor de røde linjer går. De ved, hvad der kan siges og ikke siges, hvis man stadig skal have lov til at fortsætte med at arbejde i Gaza.
Kun i få tilfælde har ledende FN-repræsentanter med base i Gaza vovet at udfordre Hamas’ linje. Og når det er sket, er det ikke gået godt.
Matthias Schmale, en tidligere leder af UNRWA og den øverste FN-repræsentant i Gaza, hørte blandt disse. I 2021, efter en runde med krig, blev Schmale interviewet af israelsk tv. Her blev han spurgt, om det var rigtigt, som Israel hævdede, at bombningerne i Gaza havde været præcise og ikke rettet mod civile.
Her sagde Schmale noget, der gjorde, at han måtte flygte fra Gaza.
“Jeg er ikke militærekspert, men det vil jeg ikke benægte. Jeg har også indtryk af, at der var en enorm sofistikeret måde, det israelske militær bombede på,” sagde Schmale. Han beskrev det israelske bombardement som “præcist”.
Den tyske diplomat fulgte således ikke Hamas’ officielle fortælling, som var, at Israel bevidst gik efter at dræbe civile. Hamas sagde i en efterfølgende erklæring, at Schmales udtalelse var en “total forfalskning til fordel for zionisterne” og krævede en undersøgelse og undskyldning.
Kort tid senere måtte Schmale og hans familie evakueres fra Mellemøsten og vendte aldrig tilbage. Han mistede sit FN-job som UNRWA’s øverste leder.
BESØG SINWAR
Det var i maj 2021. I samme interview sagde Schmale også, at der ikke havde været mangel på mad, drikke eller brændstof i Gaza under krigen.
Og så, i juni samme år, skete der noget mere. Leni Stenseth, norsk topdiplomat og dengang vicechef for UNWRA, besøgte Gaza og havde et kontroversielt møde med Yahia Sinwar, lederen af Hamas-bevægelsens militære fløj.
Ifølge Det Palæstinensiske Informationscenter var det, som om Stenseth lagde sig fladt ned i mødet med Hamas-lederen og accepterede, at Schmale var gået over stregen.
“Stenseth bekræftede, at hun forstod den intense vrede blandt palæstinensere, og at Schmales udtalelser ikke kunne forsvares på nogen måde,” stod der i Det Palæstinensiske Informationscenters pressemeddelelse.
Det var ikke bare et banalt og ligegyldig citat. Det blotlagde tilsyneladende, at en verdensorganisation lader sig kue af, hvad både EU og USA betragter som en terrorbevægelse. Trods alvoren gik Stenseth aldrig ud og afviste beskrivelsen i Det Palæstinensiske informationscenter.
Sinwar, manden Stenseth mødte, er ikke ubetydelig herre. Han betragtes som bagmanden bag massakren på mere end 1.200 israelere den 7. oktober, den massakre der udløste krigen.
Set i bakspejlet har eksperter sagt, at Hamas-angrebet var så sofistikeret og omfattende, at det må have været planlagt over flere år. Hvis det er sandt, vidste Sinwar, hvad der var ved at ske, da han mødtes med FN-toppen med krav om, at den rettede sig efter Hamas’ syn af virkeligheden. Stenseth blev senere forfremmet til ekspeditionschef i Udenrigsministeriet i Oslo.
Men også det er kun et enkelt eksempel. I 2022, igen efter endnu en omgang krig, skrev Sarah Muscroft, en af de øverste ledere af OCHA, FN’s humanitære koordinationskontor, noget på Twitter, hun aldrig skulle have skrevet. Denne gang handlede det om en anden militant islamistisk organisation i Gaza.
“Islamisk Jihads affyring af vilkårlige raketter, som så fremkalder israelske reaktioner, skal fordømmes,” skrev hun. Fem dage senere blev hun fyret fra sit arbejde. I praksis afsatte FN hende, fordi hun ikke havde underkastet sig fortællingen fra Gaza. Eksemplerne på Schmale og Muscroft er blot to af flere.
OCHA nægtede simpelthen at lade hende fortsætte i sit job. “Over to millioner mennesker i de besatte palæstinensiske områder har brug for hjælp – og de er vores eneste fokus og prioritet,” sagde OCHA’s stedfortrædende talsmand, den danske diplomat Jens Lærke. Et hæderligt mål, men igen var FN villig til at ofre verdensorganisationens troværdighed.
HVAD VIDSTE FN?
Krigen i disse dage skaber også ubehagelige spørgsmål, som FN i sidste ende skal forholde sig til. Hamas’ brug af civil infrastruktur, såsom hospitaler, moskeer, børnehaver og også UNRWA-skoler, i krigsførelsen har vist sig at være både systematisk og ekstremt omfattende, så omfattende, at der må sættes spørgsmålstegn ved, om det er sandsynligt, UNRWA ikke selv kendte til det. Er det muligt, at ingen vidste, at UNRWA’s skoler, altså FNs skoler, blev brugt som militærbaser for Hamas, som lagerrum for raketter og ikke mindst som vedvarende og veludstyrede gemmesteder for krigere? Ikke mindre relevant er spørgsmålet om, hvorvidt internationale hjælpeorganisationer i Gaza har vidst, at en række hospitaler, herunder Al-Shifa-hospitalet, blev aktivt brugt af Hamas.
Det er på ingen måde let at arbejde i et område, der kontrolleres af en militant islamistisk organisation. Men når ledere af FN-organisationer fyres for at fortælle, hvad de mener er sandheden, hvordan kan man så stole på en FN-erklæring om Gaza i dag eller i fremtiden? Man vil ikke kunne vide, om udsagnene igen et udtryk for, ja, underkastelse, eller om de faktisk afspejler et reelt syn på virkeligheden. En tragedie udspiller sig i Gaza i disse dage, og det er afgørende, at man kan stole på FNs udtalelser.
Når eksemplerne på underkastelse er så mange, som de er i Gaza, er FN selv som organisation med til at fremme et manipuleret og falsk syn på, hvad der faktisk sker. I en verden med stigende splittelse er troværdighed ikke noget, FN har råd til at miste.
